Blinkende Lygter 2.

Prolog til

Blinkende Lygter 2: Ååårh for helvede! Nu blinker de lortelygter igen. Hvis fandens tur var det til at købe de skide elsparepærer?

Vi befinder os i Restaurant Blinkene Lugter.
Kameraet panorerer henover bordene. Alle borde er besat af folk, som ser bedrøvede ud, imens de spiser en ugenkendelig, brun substans fra deres tallerkener, bevæbnet med tomme køkkenruller i stedet for kniv og gaffel.
Kameraet når til baren, hvor Alfred Jæger sidder og hænger med hovedet mod disken, imens han i drømme øjensynligt er i skududveksling med en ukendt fjende.

ALFRED JÆGER: *pew* HAHAAA! Tag den, dit utyske! *pew pew*
ALFRED JÆGER: *vågner med et sæt* AAAAARGH! Hvor er min bajer? Hvor er min fernet? Der blev sagt, at jeg vågnede med et sæt. AAAAAAARGH! NEDKÆÆÆÆÆMP!

Bevæbnet med en Uzi i den ene hånd og en flammekaster i den anden går Alfred Jæger råbende og skrigende amok, beskyder alt som bevæger sig, og en del ting som ikke bevæger sig. Der er flammer alle vegne: Gardinerne brænder, dugene brænder, gulvbrædderne brænder.
Carl, som indtil nu har sovet ved siden af Alfred Jægers plads i baren, vågner ved at hans skæg står i flammer. I et febrilsk forsøg på at slukke den livstruende ild, griber han den nærmeste flaske snaps, åbner munden og hælder indtil flasken er tom. En lille smule af snapsen løber ud af munden og ned på skægget, men har ikke den store effekt på branden.

CARL: Årh for fanden, noget billigt lort. *åbner en ny flaske snaps* Lad os se, om en flaske mere hjælper.

ALFRED JÆGER: AAAARGH! DØØØØØØ! *skudsalver og ild omslutter store dele af ham og krostuen*

Vi befinder os i køkkenet. Drengene står og nyder en øl ved komfuret. Indtil videre har de ikke reageret på postyret fra krostuen; på trods af, at de har svært ved at få ørenlyd.

TORKILD: *tømmer sin øl* Hvad laver ham Alfred nu? Stefan, kan du ikke lige gå ind og kigge?
STEFAN: Hvorfor er det mig? Jeg kiggede også i forgårs, da Carl havde forestået en fødsel oven på (og i) fadølsanlægget.
TORKILD: Gå nu bare lige ind og kig for faen!
ARNE: Ja, Stefan, går nu bare ind og kig. Husk, hvad der skete med Hanne, da du nægtede sidst.
STEFAN: *slår korsets tegn og spytter på gulvet*
TORKILD: Ja ja, rolig nu, Arne. Vi skal allesammen være her…ja altså, dem af os, som er tilbage.
STEFAN: *sukker og går ind i krostuen*
TORKILD: Arne, hvordan går det med opskriften på rosenkål stegt som brie?
ARNE: Ved du hvad, Torkild? Det går ad helvede til. Ja, det går faktisk overhovedet ikke. Jeg er træt af rosenkål. Rosenkål rosenkål rosenkål! Det er det eneste, du taler om efterhånden.
PETER: *råber fra toilettet* HAR VI MERE ROSENKÅL?
ARNE: *fremtager en stor pistol fra bukselinningen på rygsiden og skyder to huller i døren til toilettet* Nu lukker I fandme røven om det der med rosenkål.

PETER: Av, for helvede, mand! Det gør sgu da skide ondt. Hey, det her er da ikke rosenkål!

Vi befinder os i krostuen, i baren, hvor Stefan netop er nået han. Han står og betragter postyret, imens han skænker sig en fadøl.
CARL: *åbner endnu en flaske snaps; skægget står stadig i flammer* Det gør godt nok ondt. Nå, hej Stefan. *tager sig en slurk fra flasken* Er der mere snaps og rosenkål ?
STEFAN: *peger på Alfred* Hvad laver Alfred?

CARL: Hvem? Nååh, det var noget med et sæt eller et eller andet Wimbledon-halløj.

Alfred Jæger har pludselig en sixpack dynamitstænger i den ene hånd og forsøger nu at antænde lunterne på dem med flammekasteren. Undervejs rammes han af en del stikflammer på krop og i ansigt.
ALFRED JÆGER: Nu skal I satme få, skal I!

STEFAN: Hey hey, Alfred! Gider du godt lige at stoppe med d..

Vi ser Restaurant Blinkene Lugter udefra. Lyden af fugle og cikader. Alt er idyl. Bortset fra, at man ganske svagt kan høre skudsalver og råb inde fra restauranten. En enkelt vildfaren kugle knuser forruden på den parkerede Iveco kassevogn.
Pludselig bliver der helt stille. Ingen lyde fra dyr eller restauranten. Tydeligvis stilhed før storm.
SÅ bryder helvede løs. Eksplosioner overalt. Knuste mursten, knækkede brædder, glassplinter flyver alle vegne.

Fade to black.

Fade from black.

Drengene står ved et gigantisk hul i jorden. Et knækket skilt med restaurantens navn på ligger et par meter foran dem, nede i hullet. Nedenunder skiltet ligger Carl. Der er stadig ild i hans skæg, men kun en lille flamme. Han bevæger sig ikke. Alfred Jæger er ikke at se.
TORKILD: For helvede, drenge! Nu havde vi det lige så godt.
ARNE: Nej, Torkild. Det havde vi jo ikke. Jeg synes, vi skal finde resterne af Alfred og takke dem for at have givet os et los i røven, så vi kan komme videre i vores liv.
STEFAN: Måske skulle vi lige slukke Carls skæg først.. ?

PETER: *finder et rosenkål på jorden, samler det op og kigger beundrende på det* Fedt!

Fade to black.

Sovs i Flyvemaskinen

Denne bog ligger på min mors bogreol:

20130726-234032.jpg

Hver gang, jeg kigger på den, læser min hjerne først titlen som “Sovs i Flyvemaskinen”.
Det, synes jeg, lyder som en meget mere interessant historie, og eftersom ingen andre vil, så har jeg skrevet første kapitel af den:

Kapitel 1
Lone havde netop afleveret det sidste flymåltid, da hun hørte den lyd, som enhver stewardesse frygter mest:
“Hva’ fanden er det her for en grå, menneskeforagtende substans? Jeg har bestilt sauce hollandaise til mit måltid-af-uvis-oprindelse-men-antageligt-relateret-til-pap.”
Lone vendte sig om, halvt vidende hvilket syn der ventede hende. Og ganske rigtigt: Passageren i sæde 27B havde rejst sig i nærkampsstilling med sin plastikgaffel i hånden. Lige nu var han i gang med at designe en art megafon bestående af en “Sådan undgår du at dø ombord på denne Air Køge-flyvning”-folder og en plastikkaffekop.
Inden Lone kunne nå hen til 27B, havde den vrede mand samlet en mindre mængde passagerer, en enkelt stewardesse og andenpiloten om sig, og en demonstration var gået i gang:
“Hvad vil vi ha’?”
“SOOOOOVS!”
“I mener formentligt sauce, ikke sandt?”
“HELT SIKKERT, SURE MAND!”
“Godt. Hvilken slags sauce, og hvornår vil vi ha’ den?”
“HOLLANDAISE OG LIGE NU…ELLER SÅ HURTIGT DET NU LADER SIG GØRE AT TILBEREDE OG SERVERE DEN!”

Lone greb den nærmeste telefon og fik kontakt til piloten:
“Vi har en sovserelateret situation i kabinen.”
“Du mener sikkert en saucerelateret situation, ikke sandt?”
“Hey, det er faktisk seriøst, det her!”
“DET er det. Jeg er så træt af, at folk ikke kan skelne mellem sovs og sauce. Vidste du, at ordet ‘sovs’ blev brugt første gang under indspilningen af ‘Far Til Fire på Rio Bravo’ i 1963?”

Lone kiggede ud i kabinen.
Der var nu tilsyneladende skabt to fraktioner blandt passagererne. Den ene råbte “SOVS SOVS SOVS!”. Den anden skanderede fra deres nyligt nedskrevne manifest “sauce sauce sauce”. Imens fløj madbakker, brækposer og “Shop sort, shop Air Køge!”-magasiner rundt i kabinen.
Lone vendte igen sin opmærksomhed mod piloten i telefonen, og afbrød hans langtrukne enetale om forskellene på sovs og sauce.
“Det er kun prætentiøse idioter, som skelner mellem…”
“Hallo? Rrrgggss, jeg kan ikke rrrgggss høre, hvad du rrrgggs siger. Dårlig for rrrrrrgggggssss bindelse.”
“Er du godt klar over, at hvis man fjerner alle rrrrgggs-pauserne fra din transmission, så mangler der ingen ord? Det er som om, du indsætter rrrgggss-lydene selv og så bare fortsætter sætningen.”
“Rrrrrrrrgggggggggssssss, Roger Ove.”
“Det hedder Roger over, din gamle nar.”
“Det hørte jeg! Du er fyret!”

Blod i kabinen

omringet af unger i 23C
de løb frem og tilbage, og det måtte jo ske:
jeg spændte ben med min fod
kigged’ på ungen og dens blod
det løb så fint som en flod
folk så på mig, men jeg lod
som om jeg ikke var døden nær af grin
mens jeg drak endnu et glas vin

Bildækdrengs dagbog 22

Kære dagbog
Jeg har skrevet første akt til et uhyggeligt skuespil. Her er den:

Bitten og Ole bliver bange for alle mulige uhyggelige ting, 1. akt.

Bitten: Tillykke med fødselsdagen.
Ole: Jeg har ikke fødselsdag.
Bitten: Det var ikke dig, jeg snakkede til, Ole.
Ole: Jamen, her er da ikke andre, Bitten.
Bitten+Ole: ELLER ER DER??!!??!