Bildækdrengs dagbog 2

Kære dagbog
I dag løb jeg hjemmefra. Ok, “løb” er måske så meget sagt. Jeg gik. Langsomt. Jeg fik mig nemlig et smertefuldt trælår, da vi spillede høvdingebold i skolen i dag.
Nå, men jeg gik altså langsomt hjemmefra for at slutte mig til et omrejsende cirkus. Da jeg kom ned til havelågen, kom jeg i tanke om, at der ikke er et omrejsende cirkus i området for tiden. Og desuden har jeg blækregning for til i morgen.

Bildækdrengs dagbog 1

Sidst Bildækmand besøgte mig, havde han et ringbind med. Han sagde “Dette ringbind indeholder min dagbog fra dengang, jeg blot var en bildækdreng. Jeg magter Ikke at have den i min besiddelse mere. Gør med den, hvad du finder passende.”

Den udfordring kan jeg naturligvis ikke sidde overhørig, så jeg vil i den kommende tid offentliggøre udvalgte sider fra dagbogen.

Hermed første uddrag fra: Bildækdreng Dagbog

Kære dagbog,
I dag fik jeg lyst til en flødeskumskage. Jeg sagde det til mor, men hun sagde “flødeskum er en synd”. Jeg spurgte hende, hvad hun gør, når hun får lyst til en flødeskumskage. Hun svarede “så spiser jeg en flødeskumskage.”

Efter at have tænkt lidt over det, besluttede jeg, at den fristil, jeg har for til i morgen, skal handle om uretfærdighed. Den starter sådan her:
“Hvor er livet bare uretfærdigt.”
Jeg er ikke nået længere endnu, men jeg synes, det er en kraftfuld start.

Til aftensmad fik jeg lever stegt i levertran og blomkålserstatning. Det smagte ikke så godt, men sundt er det jo. Mor fik en flødeskumskage.

Nå, nu må jeg hellere få skrevet den stil. Jeg har fundet ud af, at den skal slutte sådan her:
“Hvor er der bare megen uretfærdighed i verden.”